BM BYGGEINDUSTRI SPØRGER DE ANSATTE TIL RÅDS

BM BYGGEINDUSTRI SPØRGER DE ANSATTE TIL RÅDS

Via input og konstruktiv kritik fra ansatte i produktionen vil BM Byggeindustri gøre deres produktion af modulbyggeri mere effektiv

I et forsøg på at øge effektiviteten og skabe bedre arbejdsforhold for de ansatte i produktionen har BM Byggeindustri allieret sig med EUC Nords konsulent, Morten  Aagaard.

Derfor kører BM Byggeindustri sammen med Morten Aagaard i disse dage et forløb over tre dage med værkførere og ansatte i produktionen, hvor de i fællesskab forsøger at finde frem til, hvordan man på bedst mulig vis effektiviserer produktionen.

Ny og større produktionshal sparkede gang i optimeringsprocessen

BM Byggeindustri har nyligt opført en ny og større produktionshal, hvor man, modsat tidligere, nu har plads til at producere alle trinene i et modulbyggeri på ét og samme sted. Det giver fordele, men også nye startvanskeligheder, som man derfor har bedt EUC Nord om hjælp til at løse.

– Med den nye produktionshal slipper vi for at skulle bygge de forskellige dele af et modul forskellige steder rundt om på matriklen. Nu kan  vi i stedet, grundet den mere plads, samle hele processen i én og samme hal. Det betyder så, at vores ansatte, der før måske arbejdede sammen to og to om at bygge moduldele, nu samarbejder i teams på 10-12 mand. Det er en ny måde for os at skulle arbejde og producere på, men når vi først har fået struktur på byggeprocessen, så får vi altså en produktionsproces som går stærkere og giver et bedre og mere ensartet færdigt produkt, forklarer Brian Søndergaard Hansen, produktionschef hos BM Byggeindustri.

Hos BM Byggeindustri ved man af erfaring, at udfordringer bedst løses, når man smider stoltheden over bord og henter konsulenthjælp udefra.

– Nej, det er vi bestemt ikke for stolte til. Og vi har da også god erfaring med at søge rådgivning og hjælp hos eksterne kræfter, når vi forsøger at finde plads til forbedring. Vi forelagde derfor Væksthuset Nordjylland vores udfordring i forbindelse med den nye produktionshal, og de anbefalede os at tilknytte Morten Aagaard fra EUC Nord, som virkelig har formået at skubbe os i den rigtige retning, fortæller Brian Søndergaard Hansen.

Bedre arbejds-flow sparer tid og energi

Ifølge Morten Aagaard så er især forbedringer af arbejdsflowet noget, som kan være med til at skubbe produktionshastigheden i vejret, uden at medarbejderne kommer til at tabe pusten af det. Det gælder også hos BM Byggeindustri, hvor udfordringen netop ligger i at finde frem til det rette arbejdsflow under nye produktionsforhold.

– Man kan jo altid presse sine ansatte til at arbejde hurtigere, hurtigere og hurtigere. Men det er der, så vidt jeg ved, aldrig kommet noget godt ud af. Hverken for det færdige produkt eller de ansattes helbred. I stedet kan man se på de steder i produktionen, hvor man via kommunikation og koordinering kan skabe bedre synergi mellem de forskellige faser i produktionen af byggemoduler. Og hvem er bedre i stand til at pege de steder ud, hvor der er plads til forbedring end de ansatte selv?