BM BYGGEINDUSTRI: VI LAVER OVERSKUD I ÅR

BM BYGGEINDUSTRI: VI LAVER OVERSKUD I ÅR

Af: Stefan Buur Hansen
Kilde: https://www.licitationen.dk/article/view/606987/bm_byggeindustri_vi_laver_overskud_i_ar

Det historiske underskud i 2016/17 bliver en engangsforeteelse, siger medindehaver Tom Mikkelsen, som er klar til at genåbne virksomhedens sidste produktionslinje

Vækstkurven pegede lodret op, da fundamentet smuldrede for BM Byggeindustri. Underskuddet på 17,6 mio. kr. efter skat i 2016/17-regnskabet var historisk, og det kommer ikke til at gentage sig, hvis man spørger medindehaver Tom Mikkelsen.

– Med mindre der går noget helt galt, kommer vi ud af indeværende år med et overskud. Men jeg har ikke lyst til at sætte tal på det endnu.

Under storhedstiden for et par år siden arbejdede BM Byggeindustri på alle fire produktionslinjer. En stramning af reglerne for bankernes boliglån i Sverige gjorde, at husmarkedet i nabolandet mod nord blev hårdt ramt.

Og det kunne mærkes i Hobro, hvor den fjerde linje var dedikeret svenske opgaver gennem samarbejdet med en svensk developer.

– I øjeblikket bruger vi tre af fire produktionslinjer. Vi har mange fugle på taget, og når vi får gang i en eller flere af de opgaver, åbner vi også den fjerde produktionslinje, siger Tom Mikkelsen, som dog ikke er mere desperat for at åbne linjen, end at han gerne venter på de rette opgaver, ligesom han sporer fornyet fremgang i Sverige.

– Vi betaler husleje for den fjerde produktionslinje, så vi vil da hellere have den i gang end at se den stå stille. Men vi vil ikke tage de forkerte opgaver for det. Så lader vi hellere være.

Skal ikke være griske
BM Byggeindustri forventer at opføre omkring 1.000 boliger i løbet af de næste tre år, da virksomheden har indgået rammeaftaler med både Københavns Almene Boligforening (KAB) og Lejerbo.

Samtidig mærker Hobro-virksomheden – i lighed med de øvrige modulbyggere – at den generelle efterspørgsel i markedet stiger.

– Man kan stille sig selv spørgsmålet om, hvorvidt den måde, vi bygger på, er blevet mere moderne – eller om vi mærker en stigende efterspørgsel, fordi folk ikke har lyst til at vente på betonelementerne, funderer Tom Mikkelsen uden selv at have det præcise svar.

Det har han heller ikke på spørgsmålet om, hvad BM Byggeindustri skal opnå på bundlinjen, når virksomheden er tilbage i topform. Men:

– Vi skal ikke være griske, men omvendt skal vi heller ikke omsætte for et trecifret millionbeløb uden opnå en fornuftig bundlinje. Vi er altid interesseret i at lave en god bundlinje, og jeg vil være skuffet, hvis ikke bundlinjen er et tocifret millionbeløb.