BM Byggeindustri investerer i tech-startup: Digitalisering skal fremtidssikre produktionen

Som et led i sin strategi for digital transformation har BM Byggeindustri købt sig ind i tech-startuppen Maprova ApS, en innovativ virksomhed med rødder i Aalborg Universitet.

Investeringen markerer et nyt kapitel i BM Byggeindustris ambition om at optimere produktionsprocesser gennem intelligent dataindsamling og digitalisering.

Fra behov til banebrydende løsning
BM Byggeindustri har længe haft fokus på at optimere sin produktion og sikre et strømlinet flow. Virksomheden erkendte dog, at næste skridt krævede en mere datadrevet tilgang, hvor realtidsdata kunne give ledelsen et præcist overblik over produktionsflowet.

For at løse denne udfordring udviklede de to ingeniørstuderende Andreas Krog Nielsen og Hans Thoft Rasmussen, i tæt samarbejde med BM Byggeindustri, en digital platform, der gør det muligt at registrere, analysere og optimere produktionsdata i realtid. Løsningen blev hurtigt et centralt værktøj for BM Byggeindustri, og da det blev klart, at den også kunne skabe værdi for andre produktionsvirksomheder, blev Maprova ApS stiftet i 2024.

BM Byggeindustri som investor og strategisk partner
BM Byggeindustri ser et stort potentiale i Maprovas løsninger, der kan digitalisere og effektivisere produktionsmiljøer, hvor manuel styring stadig er normen, og har derfor valgt at købe sig ind i virksomheden og fungere både som investor og strategisk partner i den videre udvikling af platformen.
“Vi er stolte af at støtte Maprova, som vi ser som en værdifuld investering – ikke kun for os, men for mange andre produktionsvirksomheder. Deres digitale løsninger har allerede skabt markante forbedringer i vores egen produktion, og vi ser store muligheder i at udvikle teknologien yderligere,” udtaler Tom Mikkelsen, direktør i BM Byggeindustri.

BM Byggeindustri har allerede implementeret Maprovas teknologi i sin produktion, hvor medarbejdere nu løbende rapporterer data via tablets og telefoner. Det har givet virksomheden et langt bedre overblik og øget effektiviteten markant.

“Hos Maprova er vi utrolig stolte af samarbejdet med BM Byggeindustri! Det har ikke blot spillet en central rolle i udviklingsprocessen og valideringen af vores løsning, men har også givet os mulighed for at fokusere på de reelle problemstillinger i branchen og sikre høj brugervenlighed, med produktionsmedarbejderne i centrum. BM Byggeindustris investering er for os en stærk validering af Maprova, vores potentiale og vores evne til at skabe reel værdi for produktionsvirksomheder. Sammen har vi en vision om at skabe en platform, der kan forbedre manuelle og projektorienterede produktionsmiljøer og gøre innovativ digitalisering og handlingsrettede realtidsdata tilgængeligt for alle produktionsvirksomheder og ikke kun de største,” udtaler Andreas Krog Nielsen, CEO Maprova ApS.

Maprovas teknologi rækker langt ud over byggebranchen og kan skabe værdi i en bred vifte af projektorienterede og industrielle produktionsmiljøer – fra snedkeri og maskinproduktion til landbrug, fødevareindustri og specialudstyr.