Kolt Østerparken og Skovlunden, Hasselager

Bygherre
Brabrand Boligforening og Boligforeningen Århus Omegn

Arkitekt
skala architecture

Ingeniør
Vognsen Rådgivende Ingeniører A/S

Entrepriseart
Totalentreprise

Udførelse
2026

Projektinformation:

På toppen af Kolt Østerparken i Hasselager har BM Byggeindustri som totalentreprenør opført 120 almene boliger for Brabrand Boligforening og Boligforeningen Århus Omegn. De to boligforeninger er bygherre på hver sin halvdel af projektet med tre punkthuse og 60 boliger hver, mens den samlede bebyggelse er projekteret og udført som ét sammenhængende byggeri.

Projektet omfatter i alt 8.610 m² fordelt på seks punkthuse med 20 boliger i hvert. Boligerne spænder fra 1- til 4-rums lejligheder og henvender sig til en bred målgruppe, fra enlige og par til børnefamilier og ældre. Alle punkthuse er forsynet med elevator, og boligerne har egen terrasse eller altan.

De seks punkthuse følger landskabets kurver og er orienteret forskelligt for at skabe gode dagslysforhold og udsyn fra flere sider. Mellem bygningerne er der etableret grønne fællesarealer med blandt andet naturlegeplads, køkkenhaver, bålplads og opholdsmuligheder, som understøtter fællesskab og aktivitet mellem husene.

 

Projektet i Hasselager viser, hvordan industrielt træbaseret modulbyggeri kan anvendes til et større alment boligbyggeri med flere bygherrer og samtidig skabe én sammenhængende bebyggelse. Med 120 boliger, varierede boligtyper og grønne fællesarealer kombinerer projektet effektiv boligproduktion med arkitektonisk variation og gode rammer for hverdagsliv og fællesskab.