Fra praktik til studiejob som bygningskonstruktør
Christian Palsgaard Nielsen
Hvis du synes det er spændende, så kan du også få lov til at arbejde med det.
Mød Christian, der har læst til bygningskonstruktør på UCN i Aalborg og var i praktik hos BM Byggeindustri, hvor han arbejdede med byggeledelse på flere projekter – blandt andet CPH Village, Østerbro, i København.
Efter praktikken fortsatte han direkte i et studiejob som bygningskonstruktør.
Hvorfor valgte du BM Byggeindustri?
Det gjorde jeg, fordi jeg synes at modulbyggeri er spændende, og der er meget fokus på bæredygtighed. Det er jo en knap så traditionel måde at bygge på, og det kunne jeg egentlig meget godt lide.
Hvordan var din første tid som praktikant?
Jeg blev taget super godt imod. Jeg var først med på et projekt, der hedder CPH Village ovre i København, hvor jeg blev tilknyttet en byggeleder, som hedder Rasmus. Og selvom der var meget travlt på byggepladsen, fik jeg en stille opstart sammen med ham, og han satte mig rigtig godt ind i tingene. Men jo mere erfaring jeg fik, og jo mere jeg blev sat ind i projektet, desto mere ansvar fik jeg også.
Hvad arbejdede du med under din praktik?
Jeg har været på tre-fire forskellige projekter i løbet af min praktikperiode. Jeg startede som sagt inde på CPH Village, hvor jeg lærte om byggeledelse med tilsyn, mestergennemgang og den generelle daglige drift. Efter jeg var blevet lidt bedre sat ind i BM Byggeindustris byggemetode, fik jeg lov til på egen hånd at prøve at løse nogle af de lidt mere generelle ad-hoc opgaver, der jo kommer på en aktiv byggeplads. Og hvis jeg så ikke kunne løse dem selv, så kunne jeg altid tage fat i enten byggelederen eller projektlederen og få noget hjælp derigennem.
Så det har været meget generelt, men der har også været mulighed for, at hvis man for eksempel synes at tidsplaner er spændende, så kan man få lov til at arbejde lidt med det.
Hvad var det bedste ved dit praktikforløb?
Du kommer ud og prøver en helt masse forskellige ting. Rent fagligt bliver du udfordret, men der er også mange ting man kan tage med fra sin studietid, som man så kan prøve at sætte lidt i praksis. Montageugerne på byggepladsen er også altid sjove, fordi der kommer et helt byggeri på meget kort tid.
Og socialt er det, at kollegaerne er super flinke og gode til at tage imod nye folk.
Hvordan var overgangen til studiejob?
Jeg vil næsten sige at praktikken og studiearbejdet går hånd i hånd, da det er mange af de samme opgaver. Der er jo noget generelt byggeledelse og man står med nogle ad-hoc opgaver i løbet af ugen, så på den måde er det ikke så forskelligt fra praktikperioden.
Alt efter, hvad man kan overskue, så får man mere ansvar, fordi man går fra at være ulønnet til at være lønnet. Der er også flere ting man er nødt til at lave, hvor man under sin praktikperiode har lidt mere mulighed for selv at bestemme, hvad man vil arbejde med.
Christians råd til kommende praktikanter
Vær åben. Stil spørgsmål, hvis du er i tvivl. Det er bedre at stille et spørgsmål for meget og være helt ærlig omkring, hvad man kan, og hvad man ikke kan, da det jo er meget forskelligt. Dine kollegaer tager hensyn, og prøver at hjælpe dig så godt, som de kan.
Hvorfor skal man søge en praktikplads hos BM Byggeindustri?
Man skal søge som praktikant ved BM Byggeindustri, hvis man er klar på at komme ud og prøve en lidt anderledes form for byggeri, hvor det er nemt at se fremskridt. Man får nogle gode kollegaer, der tager hånd om en, og de læringsmål man har sat sig igennem sit studieforløb, så man kan få ført dem ud i praksis på de forskellige byggepladser, der er rundt omkring.