Nyt innovationsprojekt skal sætte tal på den langsigtede værdi ved cirkulært modulbyggeri
BM Byggeindustri går sammen med CPH Village og Aalborg Universitet, Institut for Bæredygtighed og Planlægning i innovationssamarbejdet Værdi over Tid med støtte fra WE BUILD DENMARK. Projektet skal undersøge, hvordan modulært træbyggeri kan designes til flere liv, og dokumentere hvilken effekt de cirkulære løsninger har på både klima og økonomi.
Hvordan ser regnestykket ud, hvis en bygning ikke kun designes til én anvendelse, men kan skilles ad, tilpasses og genbruges gennem flere livscyklusser? Dét spørgsmål skal BM Byggeindustri, CPH Village og Aalborg Universitet, Institut for Bæredygtighed og Planlægning undersøge i det nye innovationsprojekt: Værdi over Tid: Livscyklusbaseret værdiskabelse i cirkulært modulbyggeri.
Projektet gennemføres som et innovationssamarbejde under WE BUILD DENMARK og løber fra september 2026 til februar 2028. Projektet skal koble praktisk udvikling med forskningsbaseret dokumentation.
Behov for nye, cirkulære løsninger
Den danske byggebranche har betydelige udfordringer med stort ressourceforbrug og manglende fleksibilitet i design. Mange eksisterende bygninger kan ikke tilpasses nye anvendelser og ender derfor med at blive nedrevet, mens materialer og komponenter for sjældent genbruges. Der er behov for nye løsninger, der gør bygninger cirkulære og tilpasningsdygtige over årtier.
– Der er rigtig mange ressourcer og meget værdi i en færdig bygning. Derfor giver det god mening at designe den, så så meget som muligt kan bevares, flyttes og bruges igen, når behovene ændrer sig. Med Værdi over Tid vil vi undersøge, hvordan vores modulbyggeri kan designes med større mulighed for adskillelse og genbrug, så værdien i materialerne kan bevares længere, siger Christian Madsen, Teknisk Chef og Tegnestueleder ved BM Byggeindustri.
Langsigtet værdi ved cirkulært byggeri
Cirkulært byggeri kan kræve en større investering i starten, mens værdien måske først viser sig senere gennem mulighed for genbrug, ombygning, lavere materialeforbrug og mindre behov for nedrivning. Hvis byggeriet alene vurderes på anlægsprisen, bliver den langsigtede værdi ikke nødvendigvis synlig.
Aalborg Universitet, Institut for Bæredygtighed og Planlægning skal bl.a. undersøge projektets Life Cycle Costing (LCC) og Whole-Life Carbon (WLC).
– Vi vil med Værdi over Tid sammenholde omkostningerne i et livscyklusperspektiv og klimaeffekterne ved at designe byggeriet med henblik på adskillelse og genbrug og vi forventer at kunne vise, at der er signifikante økonomiske besparelser og reducerede drivhusgasudledninger herved, siger Thomas Elliot og Rikke Dorothea Huulgaard fra Institut for Bæredygtighed og Planlægning ved Aalborg Universitet.
CPH Village som demonstrationscase
Projektet tager udgangspunkt i CPH Village som konkret case. CPH Village arbejder med midlertidige studieboliger og har dermed praktisk erfaring med bygninger, der fra begyndelsen er tænkt til at kunne flyttes og anvendes på nye lokationer.
– Verden omkring os er på mange måder i voldsom forandring både klimatisk, demografisk og teknologisk. Den naturlig konsekvens må være at bygninger i langt høre grad skal laves så de både kan flyttes og ombygges til nye formål. Mærkværdigt nok er det svært at få øje på nogen der arbejder seriøst med det felt. Derfor er vi glade for at vi med vores studieboliger kan bidrage til at skubbe både tankegangen og de praktiske løsninger i gang, siger Michael Plesner CO-CEO ved CPH Village.
Resultater der skal kunne bruges af resten af branchen
Ambitionen er, at projektet skal resultere i løsninger, der rækker ud over den konkrete case, og kan genbruges bredere i branchen. Erfaringerne skal bidrage til en dokumenteret tilgang til design for adskillelse i modulbyggeri og danne grundlag for mere standardiserede principper, som kan anvendes i fremtidige projekter.
Der bliver talt meget om cirkularitet i byggeriet, men hvis det for alvor skal flytte sig, skal vi kunne vise, hvad løsningerne betyder i praksis. Både teknisk, klimamæssigt og økonomisk. Det er den kobling, vi gerne vil blive klogere på med Værdi over Tid, siger Simon Hasbøg, Medejer og Salgschef ved BM Byggeindustri.